• svg@sanktvincentgrupperne.onmicrosoft.com

Vietnam IV: Hjælp til uønskede forældreløse børn i Vietnam

Nyd billederne af de dejlige vietnamesiske børn. De er glade, men har haft en meget hård start på tilværelsen, ja, de var uønskede – måske allerede før fødslen.

Ved Mong Tho kirken i Mekong Deltaet i Kien Gang provinsen har fader Thien sammen med kateket Maria Tran Thi Huong i mange år rådgivet og hjulpet unge kvinder, der er blevet uønsket gravide og overvejer en abort. Nogle børn bliver også forladte af deres forældre, der ikke har været i stand til at tage sig af dem. De første år lejede fader Thiens initiativgruppe et hus; men rammerne blev sprængt, fordi der kom flere og flere med behov for hjælp. Derfor besluttede fader Thien at låne penge og bygge et nyt børnehjem ved siden af kirken. Hjemmet stod færdigt i 2022 og har plads til ca. 40 børn. I maj samme år flyttede børnene til deres nye hjem.

I september sidste år var der 29 børn fra 11 måneder til 15 år på børnehjemmet. Sankt Vincent Grupperne støtter projektet med ca. 12.500 kr. i kvartalet. Det dækker udgifter til mælk og bleer. Antallet af børn, der er blevet reddet fra abort, er steget til 30, fortæller han i et takkebrev.

P.t. er der to søstre der administrerer hjemmet og 5 medhjælpere samt frivillige, der sørger for at skabe trygge rammer for børnenes opvækst, og der bliver sørget for en god skolegang til dem. Sankt Vincent Grupperne har støttet projektet siden 2021.

Hvis du ønsker det, kan du støtte projektet gennem MobilePay nummer 19379. Eller via indbetaling på foreningens bankkonto nr. 3667 konto nr. 1097164. I begge tilfælde skrives Vietnam IV.