Sankt Vincent Grupperne støtter vigtige engangsprojekter
Sankt Vincent Grupperne (SVG) har i de senere år givet løbende støtte til 17 projekter. Det drejer sig først og fremmest om driftsomkostninger til skolegang eller anden uddannelse for mindrebemidlede. Vores aftale om støtte gør det muligt for modtagerne, at planlægge et længerevarende forløb.
Indimellem har vores projekter behov for støtte til engangsprojekter. I forbindelse med SVG’s kampagne med indstik i Katolsk Orientering har vi spurgt en del af vore kontaktpersoner om sådanne behov. Der kom mange gode forslag.
Vores projekt for handicappede børn i Hue City, Vietnam ønskede hjælp til indkøb af hjælpemidler bl.a. høreapparater. Dette projekt blev udvalgt til kampagnen i Katolsk Orientering.
Men der kom flere andre forslag, som er værd at støtte.
- Franciskanerne udfører et karitativt missionsarbejde blandt de fattige minoritetsgrupper i Khanh Vinh distriktet i Vietnam, hvor der gives medicin og gratis behandling samt støtte til fattige studerende. Efter tyfonen i 2018 blev taget på deres apotek, der også bruges til konsultationer, ødelagt, og de søger derfor hjælp til genopbygning af apoteket. Budgettet er på 5.500 USD hvoraf de søger SVG om de 3000 USD.
- I Ungarn støtter vi mad og skolematerialer til fattige sigøjnerbørn i et dagcenter, der drives af Norbertiner søstrene. Søstrene sørger også for IT uddannelse af 50-60 elever i high school. De har 17 computere, der er mere end ti år gamle og ønsker hjælp til indkøb af nye. Budgettet er på 7000 EUR.
- Vores skoleprojekt i Uganda har et ønske om at hjælpe nogle af de fattige familier med indkøb af grise og foder, så de kan blive mere selvhjulpne. Budgettet er på 4500 USD.
- I Kenya støtter vi et projekt for hjælp til gadebørn. De vil gerne have støtte til en oplysningskampagne for kræft. Formålet er at skabe opmærksomhed, så man i tide kan henvise til screening hos de organisationer, der gør det gratis, og henvise de syge til kræftfonden og hospitaler i Kenya. Budgetter er på 26.300 kr.
Alle disse gode engangsprojekter summer sig op til kr. 167.400.
Bestyrelsen vil nødig skuffe de forventninger projekterne har, og har derfor besluttet, at vi vil støtte så mange som muligt af projekterne.
Vi synes, det er en god julegaveidé, og håber, at I vil hjælpe med finansiering af disse projekter ved at indbetale et bidrag på Reg. nr. 3667, Konto nr. 1097164 eller MobilePay 19379.