• svg@sanktvincentgrupperne.onmicrosoft.com

Kenya II: Fra gæstehus til fødeklinik

Under et besøg i 2021 hos biskop Largo i Malindi bispedømme i Kenya, blev vi spurgt, om vi kunne hjælpe med udvikling af bispedømmets sundhedsarbejde. Vi har boet flere år i Østafrika og har arbejdet med såvel nødhjælp som udvikling i Kenya og siden med interreligiøs dialog på Zanzibar i Tanzania. Kenya har en særlig betydning for os, og vi var derfor hurtige til at byde ind. Efter hjemrejsen kontaktede vi Sankt Vincent Grupperne med henblik på at indgå et samarbejde. SVG viste stor interesse, og efter endnu et besøg i Malindi, hvor vi mødtes med Dr. Ian, der er ansvarlig for sundhedsarbejdet i bispedømmet, blev vi enige om en indsats mod mødredødeligheden omkring Garsen i Tana River Distrikt.

Tana River Delta er blandt de fattigste områder i Kenya. Befolkningen består primært af kvægavlere, der lever med betydelige politiske, religiøse og kulturelle spændinger. De fleste er muslimer og tilhører små nomadiske stammer, der ofte er i konflikt med hinanden. Den igangværende konflikt i Somalia påvirker også sikkerheden i området. Etniske stridigheder i regionen har yderligere forværret situationen, idet kritisk infrastruktur som sundhedsklinikker og hospitaler er blevet forladt og plyndret. De seneste års klimaforandringer har medfødt længere perioder med tørke og oversvømmelser langs Tana-flodens delta med isolering af befolkningsgrupper uden transportmuligheder og adgang til hjælp og evakuering i tilfælde af en nødsituation, hvilket vi selv oplevede under vores besøg. Dette gjorde det umuligt for os at komme til Garsen, da broer og veje var skyllet væk.

Projektet efterkommer en forespørgsel fra ældrerådet i Garsen til Den katolske Kirke om at gøre noget mod dødeligheden i området blandt kvinder og nyfødte som følge af graviditetskomplikationer. Fattigdom, kulturelle normer og store afstande gør det svært for kvinderne at få adgang til kvalificeret fødselshjælp. Mange kvinder føder hjemme uden assistance fra uddannet fødselshjælp, og svage henvisningssystemer gør det vanskeligt at få hjælp. Dr. Ian, som selv arbejder på fødeafdelingen på hospitalet i Malindi fortæller, at der i øjeblikket ikke er pålidelige data om dødeligheden, da begravelsesceremonier ofte finder sted, før myndighederne kan registrere dødsårsager.

 Projektets formål

Projektet i Garsen har således til formål at forbedre adgangen til kvalificeret fødselshjælp, forebygge komplikationer og reducere dødeligheden blandt gravide og nyfødte. Det vil samtidig adressere de underliggende årsager til sundhedsproblemerne, såsom fattigdom, ulighed, analfabetisme og de sundhedsmæssige konsekvenser af kvindelig omskæring (FGM), som er udbredt i området såvel blandt de kristne som muslimske grupperinger og udgør en alvorlig risiko for den gravide kvinde og hendes ufødte barn. I Kenya har man i 2013 vedtaget en lov, som giver fri adgang til fødselshjælp, og involverer offentlige sundhedsforsikringer; men programmet har op til i dag ikke været nogen succes på grund af den politiske finansiering og korruption. Særligt den fattige del af befolkningen har svært ved at bruge systemet, ligesom mange andre er tilbageholdende, da de ikke har tillid til myndighederne. Fødselsklinikken skal således komplementere de regionale og nationale sundhedspolitikker og indsatser og skal baseres på en langsigtet forretningsmodel, der kombinerer delvis egenbetaling med en missionsdrevet tilgang, tager højde for de lokales behov og vil gøre det muligt at tilbyde fødselshjælp til en overkommelig pris.

Projektet er i tråd med FN’s 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling og understøtter målet om at opnå universel sundhedsdækning (UHC) og forbedret sundhed for alle, især kvinder og børn. Det sigter mod at reducere mødredødeligheden og sikre lige adgang til sundhedspleje for alle samfundsgrupper, uanset økonomisk status eller geografisk placering. Målet er, at ethvert menneskes værdighed respekteres, ”leaving no one behind”

Renoveringen afhænger af finansieringen. I førte omgang arbejder vi på et budget på 150.000 kr. over de næste tre år.  Vi glæder os over at være kommet i gang, idet bispedømmet allerede har modtaget de første 50.000 kroner fra Sankt Vincent Grupperne. Vi ser frem til over de næste år at være med til at udvikle klinikkens aktiviteter, og dermed positionere Sankt Vincent Gruppernes humanitære arbejde i en moderne forståelse af missionsarbejde, hvor partnerskaber og samskabelse gør sig gældende. Tana River er et missionsområde for bispedømmet, hvor der netop arbejdes for fredelig sameksistens og interreligiøs dialog, og vi synes det er rigtig spændende med initiativet til en fødselsklinik i den sammenhæng.

Lotte og Nik Bredholt

Billedtekst:

Problemet med adgang til kvalificeret fødselshjælp i Tana-området er blevet behandlet i den kenyanske kanal tv47.