• svg@sanktvincentgrupperne.onmicrosoft.com

DUK tur til Uganda i 2025

Linh Thanh Thuy Nguyen, forkvinde for Danmarks Unge Katolikker, fortæller.

Efter en succesfuld tur til Ungarn og et godt samarbejde med Norbertiner Søstrene om deres projekt for Roma-børn i Zsambek fortsætter det gode arbejde mellem DUK og SVG. DUK har på deres årsmøde valgt, at de i 2025 vil støtte projektet Emmaus Centre Katikamu i Uganda. Vi er nu i fuld gang med at planlægge den karitative tur sammen med vores partnere i syd. I Uganda skal DUK’erne blandt andet hjælpe med at male skolen, lære alle på grundtrinet sange, digte mm. De skal besøge de udsatte familier, fordele mad og mere, undervise i hygiejne og plantning af træer omkring skoleområdet. Vi glæder os til at følge projektet og de unge ildsjæle på deres rejse.

En stor oplevelse venter

Maria-Leonore Christensen fortæller om Emmaus Centre.

De DUK’ ere, der tager til Uganda næste år, kan godt begynde at glæde sig. Emmaus Centre i Katikamu ligger ca. 50 km. nord for hovedstaden Kampala. Stedet er et åndeligt kraftcenter, der hele tiden giver nye impulser til Den katolske Kirke i Uganda. Emmaus Centre har mange forskellige inspirerende katekesetilbud til lokale katolikker, og fokus ligger på den tætte sammenhæng mellem tro og hverdag, fortæller Maria-Leonore Christensen fra Sankt Vincent Gruppernes bestyrelse.

Emmausfællesskabet ligger i et stort, meget grønt og frugtbart område, som kongregationen De hvide Fædre har stillet til rådighed.

Resultater i 2023:
SVG støttede i 2023 projektet med 36.000 kroner i alt. Dermed fik unge fra fattige hjem mulighed for at få en uddannelse. 24 kunne fortsætte deres uddannelse til landmand, skrædder, lærer, elektroingeniør, sygeplejerske, revisor og jurist, og ti studerende afsluttede den første del af deres studier. SVG har støttet projektet siden 2014. Projektet prioriterer uddannelse af unge kvinder højt. DUK’ erne kommer under deres ophold til at være med i skolens hverdag og får mulighed for at dele tanker og visioner med de afrikanske børn og unge.