Caritas overdrager midler til Sankt Vincent Grupperne
Meddelelse fra Sankt Vincent Grupperne i Danmark og Caritas Danmark vedrørende en videreførelse af Peter Tantholdt Hansens arbejde:
Caritas Danmark og Sankt Vincent Grupperne har aftalt, at det er det mest hensigtsmæssige, at det kun er Sankt Vincent Grupperne, der er involveret i forhold til at videreføre og udvikle afdøde Peter Tantholdt Hansens arbejde i Peru.
I konsekvens heraf vil Caritas Danmark nu overføre hensatte midler på i alt kr. 379.129,47, som organisationen har stående til formålet. Overførslen skal være med til at sikre, at skolebespisningsprojektet i Marcapata, som var en hjertesag for Peter Tantholdt Hansen, kan videreføres og gerne gøres bæredygtig, så det økonomisk kan hvile i sig selv. Peter Tantholdt Hansen var jesuitter præst og arbejdede over 40 år i landet.
Poul Skallerup og Christa Bonde, der er formænd for Sankt Vincent Grupperne og Caritas Danmark siger: ”Vi er glade for aftalen, fordi vi tror, det er det bedste for at sikre en videreførsel af Peter Tantholdt Hansens arbejde i Peru. Et arbejde, som fortsat betyder meget i Marcapa, hvor Peter boede. Og et arbejde som fortsat følges af mange i Danmark.”
Caritas Danmark fik sidste år udarbejdet en konsulentrapport af Ann Christina Gemillscheg, der er bosiddende i Peru. Rapporten giver en status på det arbejde, der blev skabt i Peter Tantholdt Hansens tid og viser, at noget fortsætter på bedste vis, men at det også skaber et tomrum og problemer, når en kæmpe og drivende arbejdskraft går bort. Uddrag af rapporten, der giver et fornemt i indblik i arbejdet i Marcapata, kan læses på www. caritas.dk. Sankt Vincent Grupperne vil nu bruge rapporten i organisations overvejelser om fremtidig projektstøtte til arbejdet i Peru.
København den 14. marts 2014
Yderligere oplysninger: Christa Bonde (28 11 62 40)/Poul Skallerup (42 32 37 68)
Læs uddrag af konsulentrapport af Ann Christina Gemillscheg vedrørende projektaktiviteter i Marcapata