Indien I: Rejseberetning fra besøg på børnehjem i Thodupuzha

Hvad end du gør, gør det med kærlighed

Sankt Vincent Grupperne har siden 2014 støttet børnehjemmet ’Mother and Child Foundation’ i Kerala, Indien. Projektet blev startet efter opfordring af vores lokalgruppe på Amager. Lokalgruppen har siden start finansieret støtten til børnehjemmet, der pt. er på kr. 66.000 om året. Pengene indsamles i forbindelse med et madspildsprojekt.  Støtten bruges til højere uddannelse af unge mennesker – primært til unge piger, der uddanner sig til sygeplejersker.

Rejseberetningen

Fra den 31. dec til den 11. jan. 2018 var min datter og jeg i “Mother and Child” børnehjemmet i Kerala i det sydlige Indien, tæt på byen Thodupuzha.
Vi ankom lige inden 25 børn skulle optræde i et stort Nytårsaften-show, som fandt sted i en slags Lion Club (Brooks Side), ca. 40 km derfra. Der var spil og sang, blæseorkester, violinspil, fløjtesolo og dans på alle etager.

En sød socialrådgiver tog imod og guidede os rundt. 124 piger bor i hovedbygningen fordelt på tre etager, syv babyer og småbørn har deres egen opgang; også otte børn fra 2 – 6 år bor der. 36 drenge fra 7 og opefter bor lidt længere væk med Hans. De kommer til måltiderne, lektielæsning og musik i hovedbygningen, hvor der er mange øvelokaler og en aula til fællesarrangementer. Deres hus er en faldefærdig lade, som kun er beregnet til 20 unger, men heldigvis har en sponsor designet et helt nyt hus til 50 drenge, og næsten alle udgifter i forbindelse med byggeriet er på plads.

Men nu skal vi afsted til nytårsshowet. Joshy, Bennys (præst på Skt. Annæ Kirke fra 2005 – 2014) bror, er leder af børnehjemmet og forklarer, at musikken har en stor betydning for børnenes liv. De kommer til Mother&Child, nogle total ødelagt, ofte misbrugt af et familiemedlem eller en nabo, andre havde endda fået psykofarmaka, men er nu holdt op med det.

Inden vi skal afsted til den store fest, tager alle det fineste tøj på, instrumenterne bliver pakket og bussen står klar. Showet starter kl. 20.30 og slutter kort før midnat. En anden gæst fra Libanon takker i mikrofonen og nævner sin yndlingssætning: “ Whatever you do, do it with love.” (Mother Theresa).
Denne sætning bærer hele institutionen. Man hører aldrig grim tale, skænderi eller ser en slåskamp. Glæde børn, glæd personale – alle tager sig af hinanden, som en stor familie.

Filo i køkkenet vil helst starte kl. 3 om natten, så børnene kan få et godt måltid (ikke noget, vi kunne lide!!!) inden de går i skole. Forinden blev de større børn vækket kl. 5.30. De laver lektier eller/og deltager i morgenbøn fra 6-7; de får også en time engelskundervisning med Joshy fra 7-8. Det forgår i spisesalen.

Hvis børnene skal kunne klare sig senere, skal de være bedre i engelsk end deres klassekammerater.
Derfor lærer de hver morgen en sætning udenad, som Joshy henter fra sin smartphone. I dag skriver en af de større piger på tavlen: “You can’t love any person without serving.” – ”Du kan ikke elske nogen uden at gøre noget for ham/hende.”

9.30 er ca. 100 børn sendt afsted til de forskellige skoler – nogle med madkasse! (ris med rødbede er det i dag).
Ved 4 tiden kommer de tilbage, laver lektier, spiller musik og får te med kiks eller kage.
Der er musik og sang og dans, og dygtige lærere møder op for at fremme talenterne. Så kan de optræde og få honorar, som så igen betaler for undervisningen. “Sustainable development” (bæredygtig udvikling) kalder Joshy det. “Vi skal kunne klare os selv.”

Der er mange frivillige, alle skal hjælpe til i køkkenet eller lægge vasketøj til tørre, eller hvad der nu lige er brug for. De store passer de små.
Aftensmad er kl. 20.15 og ofte kommer besøg, donorer, og her oplever de børnene. Tit har de noget med til fælles glæde. “Vi har købt til hvert barn tre sæt undertøj og sokker,” siger Libaneseren. Stor glæde og sjovt at se, at teenagepigerne var så generte, og turde ikke komme frem og tage imod, de samme piger, som dagen før sang og dansede for ca. 200 nytårsgæster.

Weekenden efter var der en stor musikkonkurrence for alle skolebørn i Kerala. Trommeslageren blev den 3. bedste, tamburkorpset fik 2. pris og violinisten skorede 1. pris! Sikke en glæde! Fjernsynet var med og i aviserne kunne man læse om de dygtige børn elever.
Et fælleskab, der giver selvtillid og en følelsen, at vi alle er unikke og kan bidrage med noget.

Ca. halvdelen af børnene er hindu, mange taler tre forskellige sprog og opfatter Mother&Child som deres hjem. Også efter de er fyldt 18 har de svært ved at slippe fællesskabet. 10 piger læser lige nu til sygeplejerske. Vi besøgte dem på deres kollegie. Indtil nu er 36 blevet uddannet og 35 har fået arbejde. En er i Irland, en i Dubai, en i Calcutta. Flere er blevet gift og har fået børn.

Maria-Leonore Christensen
Artiklen er forkortet af red.