Kenya – nyt projekt
Gadebørn gøres stoffri, de får mad, de opdrages, de får undervisning og de sundhedscheckes
CHILD (Children Health Implementation For Life Development) er et projekt for gadebørn i Nairobi, Kenya. Projektet blev startet i 1997 af Poul og Frigga Hansen under deres 12 års ophold i Kenya. Projektet er beliggende på Marenga Road, i Kangemi slum, som er i udkanten af Nairobi. Projektet styres i dag af en bestyrelse og den daglige leder er Holidah Wambui Mihango, som har arbejdet for CHILD siden 1999.
CHILD’s mission er at rehabilitere gadebørn i samarbejde med deres forældre / værge og samfundet. Dette gøres ved at tage dem til centeret, gøre dem stoffri, brødføde dem, opdrage dem, tage sig af deres helbredsproblemer og give dem forskellige kurser for at få kompetencer. CHILD arbejder også for at forhindre andre børn i at ende på gaden.
Frigga Hansen beretter om sit arbejde i Kenya:
”Der er stor fattigdom i Kenya og de fattige lever en kummerlig tilværelse og må sørge for sig selv. De små børn bliver sendt ud på gaden for at søge efter mad til deres mindre søskende og måske til en syg far eller mor. I begyndelsen kommer de hjem, men efterhånden bliver de ude på gaden, hvor de har fået kammerater. Måske dør deres far og mor eller måske dør eller forsvinder mor, og faderen får en ny kone, så ender børnene som regel på gaden. Det betyder meget, at børnene på centeret får morgenmad te og brød og varm mad til middag. Der er ca. 40% arbejdsløshed. Kenyanerne er meget rare og venlige.
Undervisningen på centret er individuel. Børnene lærer sig læsning og skrivning på swahili og engelsk, regning og andre skolefag som historie og geografi. De kan meget godt lide at tegne og male. De får også altid råd og vejledning, hvis der er behov for det. Når de er rehabiliteret, bliver de indskrevne i kommuneskolen og optaget i den klasse, de hører til i forhold til deres alder.
Vi terper meget om narkotika misbrug og hiv/aids til både børn og forældre. Alkohol misbrug er også meget udbredt både blandt børn og voksne. Der er meget vold i hjemmene pga. alkohol, den lokale ’changa’, som de brygger selv.
Vi har forældremøder hver anden uge, hvor vi gennemgår forskellige sygdomme såsom malaria, hiv/aids, tuberkulose diarreer lungebetændelse osv. Forældrene får altid råd og vejledning, når de har spørgsmål og problemer vedrørende familie og børn.
Vi har et godt samarbejde med politiet, og får altid børnene ud, hvis de er blevet holdt tilbage af politiet. Hvis nogen er syg, tager vi dem til Kangemi Health Centre for lægeundersøgelse. Hvis sundheds centeret ikke har medicin, køber projektet den, og vi kontrollerer, at barnet tager medicinen. Lettere hudsygdomme, ringorm og scabies og små sår behandles på centret.
Børnene får undervisning i forskellige sygdomme og specielt i, hvordan man kan beskytte sig selv og familien for at blive syg.”
Sankt Vincent Grupperne har indgået aftale om at støtte CHILD projektet. Det årlige budget for driften af centeret er ca. kr. 91.000. Der er et stort ønske om også at kunne tilbyde erhvervsuddannelse for de unge, så de får styrket deres selvværd og får mulighed for at ernære sig selv. Budgettet for dette er på ca. kr. 71.800 årligt. CHILD projektet er i en række år blevet støttet af to danske fonde, og Sankt Vincent Grupperne vil fremover søge disse fonde om fortsat støtte.
Du kan støtte vore projekter ved at indbetale et bidrag på Reg. nr. 3347, Konto nr. 1097164 eller MobilePay 21 51 90 57.