• svg@sanktvincentgrupperne.onmicrosoft.com

Leder vinter 2014

Kære læser,

Så nærmer vi os atter juletiden, som vi kan fejre med familie og venner. Ikke alle i Danmark har det dog nemt i julen. Vi har derfor doneret 10.000 kr. til Missionaries of Charity på Vesterbro. Pengene er en hjælp til den bespisning af hjemløse og andre trængende, som søstrene tilbyder i Sigurds gade i København.

SVG har i efteråret fået et nyt projekt at støtte, og har foreløbigt besluttet, at yde et engangsbeløb til et hostel, som Sankt Joseph Søstrene driver i Tanzania. Se omtalen andetsteds i pjecen.

Som man også kan læse i pjecen, indfører vi nu et egentlig medlemskab i Sankt Vincent Grupperne. Ved samme lejlighed ændrer vi vedtægterne bl.a. vedrørende procedurer for valg til bestyrelsen og indførelse af et årsmøde. Vi opfordrer alle vore trofaste bidragydere til at tegne et medlemskab. Dette er en forud-sætning for, at vores bidragsydere også i fremtiden kan opnå skattefradrag.

I september måned fik vi bevilget et driftstilskud på i alt 66.867,79 kr. fra Kulturstyrelsens pulje for driftsstøtte til humanitære, kirkelige, mellemfolkelige og almennyttige organisationer. Tilskuddet skal dække driftsudgifter afholdt i løbet af indeværende år. Det er en kærkommen støtte til de uundgåelige omkostninger specielt i forbindelse med vor kvartårlige pjece.

Vi håber, at alle vore trofaste bidragydere vil betænke Sankt Vincent Grupperne med en ”julegave”. Gaverne vil gå direkte som støtte til projekterne.

SVG vil gerne takke for alle bidrag, store som små, som vi har modtaget i årets løb og ønsker alle vore bidragydere en rigtig Glædelig Jul og et Velsignet Nytår.

Bestyrelsen