Sydafrika: Hjælpen til Sydafrika er højt skattet
Søstrene på Nordvanggård i Birkerød tilhører ordenen ”Søstrene af det dyrebare blod”. Denne orden blev grundlagt i Sydaftrika i 1882, og har stadigvæk sit virke i det oprindelige missions hus ”Marianhill” samt i flere andre afrikanske lande.
I Sydafrika driver søstrene en skole, Ihkwezi Lokusa, hvor raske såvel som handikappede børn kan få en faglig uddannelse inden for bestemte håndværk, såsom syning, skomageri, sundhedspleje m.m. Sankt Vincent Grupperne i Danmark har i flere år støttet dette arbejde med midler fra vore bidragsydere.
Under et besøg for nyligt hos Nordvanggårds tidligere priorinde Sr. Mamertis, som nu bor i MissionHaus Neuenbeken i Paderborn, traf det sig så heldigt, at lederen af denne skole, Sr. Gabriel Mary Riddle, også var til stede. Sr. Gabriel Riddle var netop ankommet fra Sydafrika, for at deltage i et arrangement i Mission Haus Neuenbeken.
Efter apartheidstyrets ophør er det ikke, som man måske kunne have forventet, blevet lettere for kristne organisationer og andre NGO’er at arbejde blandt de fattige i Sydafrika. Vi fik en times møde med hende, hvor hun fortalte om de helt urimelige forhold, som skolen må arbejde under, om kriminalitet, analfabetisme, vold, organ-mord, overtro, aids og om den korrupte og modarbejdende regering (ANC, kommunisterne, fagforeningerne), og om den afsatte hvide befolknings apati.
Søstrene bliver pålagt ikke at hjælpe de fattige i gaderne, da denne opgave sorterer under regeringen. Men regeringen lever ikke op til sit ansvar, og ligegyldighed og forfald præger billedet. Hun kunne dog også fortælle gode beretninger, om når noget faktisk lykkes, og en elev gennemfører og består et erhvervsrettet træningsforløb, og nedsætter sig som selvstændig erhvervsdrivende i deres landsbyer.
Sr. Gabriel kunne også fortælle, at bidragene fra SVG har været anvendt til indkøb af skolemateriel (nu om dage er det jo computere), symaskiner, bøger, værktøj, klæder og mad, og at dette er højt skattet, da man ikke modtager så meget som én Rand fra lokale myndigheder eller organisationer.
En gang imellem er de heldige at få del i de Sydafrikanske tipsmidler, men dette er så usikkert, at man ikke kan lægge budget baseret på dette. Det var en beretning, om hvordan et analfabetisk, fattigt og korrupt samfund uden håb kan få folk til at være modbydelige over for hinanden. Det er smerteligt at høre, at Søstrene af det Dyrebare blod, som vitterligt driver et projekt der lyser op i mørket, aktivt bliver modarbejdet af magthaverne.
Vi fik mulighed for at fortælle Sr. Gabriel Mary, om SVG’s arbejde, og at dialogen med bidragsmodtagerne er essentiel for SVG’s arbejde med en gang imellem at viderebringe beretninger om livet på skolen, som det udfolder sig på godt og ondt til vore bidragsydere i Danmark. Jo flere beretninger, jo flere øremærkede beløb vil der komme ind…