Leder sommer 2015
2014 blev et rigtig godt år. Se det reviderede regnskab og kommentarerne hertil i pjecen. Vore bidragsmodtagere over hele verden er taknemmelige for den støtte vi giver. Det er værdifuldt, at vi på den måde bl.a. kan hjælpe mange ubemidlede børn til skolegang. Det kan for alvor give dem bedre livsvilkår.
Sankt Vincent Grupperne holdt den 18. maj sit første årsmøde i overensstemmelse med de nye vedtægter. Iflg. disse skal Pastoralrådet og lokalgrupperne hver udpege et medlem til bestyrelsen. Se nærmere omtale af mødet på side 3 i pjecen.
Vores medlemskampagne er blevet godt modtaget. I skrivende stund er vi oppe på ca. 200 medlemmer der har indbetalt kontingent. Det er vi rigtig glade for. Tak til alle der har indmeldt sig.
Vi har i starten af dette år taget et nyt regnskabsprogram i brug. Formålet er at forenkle administrationen af ind-og udbetalinger, lette rapportering til SKAT og få bedre overblik over økonomien.
Sankt Vincent Grupperne er interesseret i at starte flere lokalgrupper, der vil påtage sig ansvar for et projekt. Man kan enten støtte ét af vore eksisterende projekter eller selv komme med forslag til nye projekter. Lokalgruppernes opgaver er bl.a. at varetage kontakten til projektet, at skabe et større lokalt engagement og arrangere specielle indsamlinger.
Vi håber fortsat på jeres støtte til de mange gode projekter. Har I forslag til nye projekter, hører vi gerne om det.
I ønskes alle en god sommer.
Bestyrelsen