Leder forår 2012
Vi kan nu præsentere regnskabet for 2011, som takket være jeres hjælp, blev et rigtig godt år. Der blev i alt indsamlet 431.560 kr. (inkl. bidrag øremærket til administration) og i alt udbetalt 366.842 kr.
Som det fremgår af regnskabet side 6, er der i 2011 ikke foretaget udbetalinger til Etiopien, Vietnam 1 og Zimbabwe. Projektet i Etiopien er ophørt. Vi har i en lang periode ikke haft kontakt med Sr. Hien (Vietnam 1). Kontakten er nu retableret og betalingerne vil blive genoptaget.
Overførsler til Zimbabwe har været vanskelliggjort grundet embargo. Den ureviderede opgørelse er gengivet i denne pjece. Den samlede opgørelse vil i nær fremtid blive overdraget til revisor Benny Schmidt- Rasmussen, som venligst reviderer vore regnskaber.
I løbet af det sidste år har vi fornyet projektansøgninger og kontrakter med de fleste af vore bidragsmodtagere. Det er et stort ønske fra bidragsmodtagerne, at der kan træffes aftaler om en minimumsstøtte over et par år, så der er sikkerhed for, at de støttede projekter kan gennemføres. Det kan vi kun honorere, hvis vi har sikkerhed for vore indtægter.
Vi vil derfor anmode vore bidragsydere om at tegne en 10-års kontrakt, hvor man aftaler en fast årlig ydelse i 10 år. Som bidragsyder giver det flere fordele: Der er ikke noget loft over indbetalingen, hele beløbet er fradragsberettiget, og hvis der oprettes en fast overførsel i netbank går det hele automatisk, uden man skal huske på det.
For os vil det være en kæmpe fordel, fordi vi så kan indgå kontrakter med et aftalt støttebeløb. Vi håber, at mange af vore faste bidragsydere vil indgå en 10-års kontrakt, så vi kan forbedre hjælpen til vore projekter. Blanketten til indgåelse af 10-års kontrakter kan findes på vores hjemmeside – eller send en mail til vor kasserer: henrik@vincentgrupperne.dk
Bestyrelsen