Leder vinter 2019
Så nærmer vi os igen juletiden og årets afslutning. Det betyder, at vi skal have overført årets sidste støtte til alle vore projekter. Da vi også har besluttet at støtte flere engangsprojekter, bliver det samlet set til et større beløb. Heldigvis har vi netop fået tilsagn om støtte fra flere fonde.
Vores kampagne om støttemidler til handicappede med indstik i Katolsk Orientering og omtale på vores facebookprofil har givet en del indbetalinger. Det vil vi gerne takke for. Der er stadig mulighed for at støtte kampagnen, så vi kan nå op på de 25.700 kr. som der er behov for.
I dette nummer kan du læse nyt fra vores projekt for gadebørn i Kenya, information om projektet i Sydafrika for handicappede, omtale af engangsstøtten til vores projekt for handicappede børn i Hue city, Vietnam og en orientering om de engangsprojekter, vi har valgt at støtte ekstraordinært.
Vi glæder os over, at en del menigheder nu jævnligt støtter os, og håber andre menigheder vil følge efter.
Vi siger tak for de mange små som store bidrag, vi har modtaget i løbet af året. Vi håber på, at vore bidragydere vil betænke Sankt Vincent Grupperne med en julegave. Pengene vil gå ubeskåret til projekterne.
Vi ønsker samtidig alle vore bidragydere en glædelig juletid og et velsignet nytår.
Bestyrelsen