Vellykket Årsmøde – 2019
Lørdag den 25. maj kl. 14.00 afholdt Sankt Vincent Grupperne årsmøde, hvor 19 kontingentbetalende personer mødte op.
Forud for årsmødet gav bestyrelsesmedlem Knud Kluge et oplæg om hjælpeorganisationens spæde start de første år. Han blev levende suppleret af Else Loldrup, der var med i de første år. Oplægget indeholdt også de væsentligste aktiviteter de seneste 10 år.
Efter oplægget begyndte det egentlige årsmøde med beretning fra bestyrelsesformand Poul Skallerup. Han kom bl.a. ind på driften af organisationen med et indsamlingsresultatet på knapt 840.000 kr. hvoraf godt 79.000 var doneret til markedsføring og administration.
Det fremgik videre, at der blev udbetalt godt 985.000. Heraf fik engangs-projekter støtte på 74.000 kr. til Syd-afrika, knapt 40.000 kr. til Congo II og Mother and Child i Indien 41.000 kr.
Vi fulgte stort set vor Fundraisingsplan for 2018. Det gav et godt resultatet, idet vi alene fra fonde, ordenssamfund og menigheder fik godt 384.000 kr.
Vi havde sidste år 394 bidragsydere og 15 10-årskontrakter. Lokalgruppen på Amager udmærkede sig ved igen at indsamle et stort beløb ved madspildsprojektet, som er øremærket til Mother and Child projektet i Indien.
Herefter fremlagde kasserer Stig Gelslev Sankt Vincent Gruppernes årsregnskab. Årsregnskabet blev godkendt af de fremmødte. Regnskabet blev først godkendt af revisoren to dage før årsmødet.Det, der blev vist i forrige pjece var et foreløbigt regnskab .
Forsamlingen besluttede, at godkende bestyrelsens forslag om at fastholde et medlemskontingent på 50 kr. for 2020. Kontingentet giver bl.a. det enkelte medlem mulighed for at stemme samt til at lade sig opstille.
Poul Skallerup blev genvalgt til formand og bestyrelsesmedlemmerne Per Skallerup og Knud Kluge blev ligeledes genvalgt – alle tre for en periode af to år.
Birgitte le Fevre blev genvalgt som suppleant, og som ny suppleant blev Mette Gade valgt. Hun afløste Erik Bubandt, der ikke ønskede genopstilling.
Sankt Vincent Gruppernes højeste myndighed er årsmødet. Alle medlemmer og bidragsydere er velkommen til at deltage. I henhold til de nye vedtægter, er alle medlemmer, der har betalt kontingent inden årsmødet, stemmeberettiget.